SACRE – Kindreds

Kindreds

Baggrunden for SACRE-bevægelsen – Når kunstens inciterende kraft skal erstatte materialismens økonomiske logik
1. Udgangspunktet: Et kritisk, konstruktivt og bæredygtigt samfundsperspektiv Der findes mange mennesker i vort land, som gerne vil bevare, forny og styrke den gode danske samfundskultur. Vi har over 150 år skabt et socialt fællesskab, der bygger på grundlæggende bæredygtige demokratiske værdier såsom ytringsfrihed, økonomisk lighed, stabil velfærd, fælles samfundsansvar og en lille magtdistance fra top til bund. Dette samfundssyn fik tilført særlig kulturel kraft i Guldalderen i 1800- tallet, hvor kunstens udfoldelse gik hånd i hånd med videnskabens opblomstring og den politiske og erhvervsmæssige udvikling. Denne samfundsmodel var et resultat af mange forskellige grundlæggende værdier, bl.a. nedarvet fra bondesamfundets selvstændighedskultur, fra protestantismens selvbærende nøjsomhedskultur, fra arbejderbevægelsens fælles solidaritetssyn og ikke mindst den lille stats folkelige fællesskab og sammenhold som konsekvens af presset og truslerne fra de omgivende store nationer. Denne samskabelse af samfundet var skabt af en balanceret og bæredygtig kulturel bevægelse, båret af en række ildsjæle med forskellig baggrund, men med den samme drøm: At opretholde et fællesskab, der kunne modstå omverdenens pres. Kunsten, videnskaben, erhvervslivet, det politiske etablissement trak her på samme hammel. Dette blev opstarten til en samfundsmodel, som blev skabt i løbet af det følgende århundrede, og som fik stor social og kulturel betydning for vor sociale og økonomiske udvikling. Det såkaldte velfærdssamfund tog endelig form efter 2. verdenskrig, og har skabt et i social forstand sikkert og trygt sted at være for borgerne. Men denne samfundskonstruktion har også sine begrænsninger. Velfærdssamfundets materielle værdisyn og overlevelse stiller store krav til staten som det systembevarende, finansielt regulerede og stabile politiske system, som er forankret i det repræsentative demokrati. Betingelsen for velfærd, sikkerhed og stabilitet har ført til, at vi som fællesskab skal opretholde en relativt stor offentlig sektor, hvis finansielle balance stiller øgede krav til borgernes indsats gennem øget arbejde, højere produktivitet og fortsat styrkelse af den globale konkurrenceevne. På dette punkt har modellen haft svært ved at samle borgernes opbakning. Det evige pres om effektivitet og fornyelse samt kravene til borgernes præstationer, disciplinering og institutionalisering har haft alvorlige sociale og menneskelige bivirkninger i form af spændinger, stress, psykiske lidelser, mistrivsel og meningsløshed. Vi er på vej mod et fragmenteret, centralistisk og overreguleret samfund, som befinder sig under kronisk økonomisk stress, og som magteliten tror, at man kan opretholde gennem åndløs teknologi, regulering, kontrolmekanismer og tælleregimer. Vi har på denne måde skabt et skizofrent og splittet samfund, der befinder sig i et vedvarende spændingsfelt mellem borgernes materielle velfærd og menneskers eksistentielle behov for mening, værdi, udfoldelse og udsyn. Den nedarvede og i sig selv værdibaserede samfundskultur er under nedbrydning og truer med at miste sin meningsværdi og folkelige opbakning. Vi har således skabt en række fælles basale sociale udfordringer med at genopdage, forsvare og forankre et bæredygtigt sammenhængende fællesskab, som borgerne kan identificere sig med og føle ejerskab til, hvor mennesker kan se meningen med deres liv og kan se mulighederne for at realisere deres frihed og drømme. Det er her, at betydningen af kunst og kultur bliver en vigtig skabende ressource. Men det rejser en række store sociale udfordringer: Er kunstens kraft stærk nok til at tage højde for borgernes livsverden og bryde det institutionaliserede samfunds forhandlede orden, vanetænkning og systembevarelse? Er vores syn på kulturens samfundsrolle skabt i dialog med de mennesker, som skal bære samfundets udvikling gennem deres samfundsejerskab? Eller er kulturpolitikken blevet reduceret til en samfundsbevarende kanonisering af fortidens værdier og ikke en samfundsskabende bevægelse, der involverer borgernes medleven, kritiske sans og konstruktivt medskabende indsats?
2. En fælles samfundskultur under opbrud Denne fælles nationale kulturelle identitet synes at være i opbrud i disse år forårsaget af en samfundstendens, som er resultat af en række ydre påvirkninger, og noget, som vi ikke er herre over: Den øgede globalisering, den enorme teknologiske udvikling, vidensamfundets informationseksplosion, den multietniske flerkulturelle befolkningssammensætning, mediernes øgede indflydelse på meningsdannelsen etc. Dertil kommer de evige økonomiske kriser og konjunktursvingninger, som virker på tværs af de nationale grænser, og hvis konsekvenser det er svært at dæmme op for på det nationale plan. Verden, staten og samfundet hænger finansielt og kulturelt mere sammen end nogensinde og udgør en ramme for menneskers tænkning, åndsliv og sociale udfoldelse. Men denne globale økonomiske afhængighed synes at have skabt et socialt og kulturelt vakuum. Det er som om vi som samfund har mistet vores selvstændige dømmekraft, værdimæssige refleksioner, menneskelige udsyn og sociale navigationsevne. Her kan kulturen bidrage til at skabe nye holdepunkter, sprog og samværsmuligheder, som kan mobilisere et nyt fremtidshåb. Men på dette punkt synes kulturen at have mistet sin sociale indflydelse. For vi har i kraft af vores materielle stræben og fokus på åndløs standardisering og styring skabt et fragmenteret samfund, hvor selvrealisering og konkurrence alene er den bærende kraft. Et samfund, der er præget af større ulighed og fremmedgørelse, med flere tabere og med flere udstødte. Vi er endt som et individualiseret og splittet subkultursamfund i en evig stræben efter lokal legitimitet. Således synes der at være tendenser til, at de sociale, politiske og kulturelle forskelle synes at blive stadig større, hvilket gør det sværere at skabe relationer på tværs af de sociale og kulturelle lag, grænser og skel. Dette til trods for at de sociale medier og kommunikationsmuligheder burde give os øgede muligheder for at bringe mennesker sammen på tværs af sproglige-, sociale- og politiske forskelligheder. Men hvad nytter det at have moderne kommunikationsmedier, hvis de blot afspejler elitens behov og samfundets materielle værdier, meningsskabelsens tomhed, ligegyldighed og almindelige overfladiskhed? Det er her, at kunst og kultur har en vigtig mission, ikke som politiske instrumenter, styringskoncepter og fælles normer og kompetencer, men som inspirerende visioner og dannelsesgrundlag, alternative sociale mulighedsrum, meningsskabende holdepunkter og nye sociale og menneskelige udtryksformer. Mennesker er individer med forskellige følelser, behov, talenter og sociale potentialer. Hvis mennesker i samfund, organisationer og grupper skal udfolde deres individuelle evner, drømme og ofte tavse skjulte sociale mulighedsrum, er det afgørende, at vi som fællesskab accepterer en betydelig social mangfoldighed, mangetydighed og kompleksitet. Mennesker er også sociale opsøgende væsner, der sammen med andre gerne vil udforske, udfordre og afprøve det åbne, endnu ukendte mulighedsrum. Men det forudsætter, at de får lov til det og gives rum for at gøre det, dvs. at de har friheden, lysten og drivkræfterne til at udfordre virkeligheden. Her kommer kunsten ind som en evig og uendelig energikilde til at mobilisere menneskers lyst, intuition, mod, risici, motivation, entusiasme, magi, frihedstrang, vildskab etc. Men kunsten skal og kan ikke alene skabe sammenhængskraft, men snarere mobilisere og understøtte opbrud, mangfoldighed og udsyn. For kunsten tager afsæt i menneskers livsverden, drømme og fantasi og improvisationsevne. Kunsten vil altid bæres af menneskers individuelle, grænseløse og ustyrlige skaberkraft. Den kan kun næres af menneskers evige og frie stræben efter det uopnåelige og ubeskrivelige. Derfor er det en fejl, hvis vi tror, at kunsten skal og kan spærres inde i kulturens nedarvede æstetiske normer og dens sociale og politiske institutioner. Derfor udgør kultur og kunst to forskellige sociale virkelighedsrum med hver sin mission. I dette lys må vi også se såvel kulturpolitik, kulturarv og kulturstyring som kunststøtte, kunstskabelse og kunstformidling, som en række aktiviteter, der kun har svag sammenhæng.
3. Kultur udgør en tvetydig ressource mellem magt og frihed Kultur kan i modsætning til kunsten siges at være en nedarvet, etableret og selvbevarende ressource, skabt over tid gennem samfundets evige sociale diskurs og meningsskabelse. Derfor taler vi om kulturarv og kultur som fælles værdier. Kultur producerer og udgør således de samfundsskabte fælles værdier og normer, der producerer og reproducerer fælles holdepunkter, sprog, referencerammer, holdninger, meninger, identitet gennem fællesskabets løbende samvær, dialog og handlinger. Kultur udgør på denne måde også en magtfaktor, som gennem sine særlige og ofte skjulte institutionelle strukturer og normer kan danne og fastholde, men også begrænse og kolonisere menneskers udsyn, tankesæt, fantasi, udtryksformer, handlemuligheder og udfoldelsesrum. Modsat kan kultur også være eksistentielt berigende og socialt mobiliserende, især hvis mangfoldigheden bevares, og hvis den understøtter menneskers læring, kritiske samfundssyn, nytænkning og kreativitet, dvs. tager afsæt i fællesskabets fornyelse. Kulturen kan således både virke mobiliserende og begrænsende for menneskers refleksionsevne, kreativitet og udfoldelse. Hvis de fælles refleksionsskemaer og anviste dannelsesnormer og samspilsformer er for snævre, bundne og vanedannende, kan de skabe en falsk tryghed og sikkerhed for samfundets robusthed og innovationsevne. Det institutionelle systemiske rum og fortidens nedarvede tankegods skal derfor ikke ophøjes til lov og dermed risikere at tage magien og magten fra de enkelte individer. Fortidens dannelsesidealer skal i stedet kunne virke stimulerende og have fremtidens uendelige muligheder og mangfoldighed indenfor sit synsfelt. Kultur skal således kunne virke udfordrende og konstruktivistisk. Men det er vigtigt at have for øje, at dannelsesidealer og kulturværdier ændres over tid og altid må anskues som mulighedsrum, som mennesker selv kan udfolde pr. intuition og improvisation. Det er her, at kunsten kommer ind som den frigørende kraft gennem sin æstetiske og empatiske kraft, sine kritiske og grænseoverskridende fortællinger og sin særlige evne til at udfordre, forføre og iscenesætte fremtidens alternative handlingsrum. Kunsten evner som ingen anden ressource at skabe fremtidens virtuelle, fremstrømmende og frigørende refleksions- og aktionsrum. Kunstens livsformer bliver her en inspirator og magisk forløser for samfundets genopfindelse og genskabelse. Derfor udgør kunsten en vigtig kraft for samfundets værdiskabelse.
4. Et frisættende og emergerende samfundssyn på kunst og kultur Vi har derfor brug for et alternativt perspektiv til at mediere, mobilisere og motivere fremtidens samfundsskabelse gennem kunst og kultur som en mangfoldig drivkraft og et åbent debatrum. SACRE har som sit grundlæggende manifest at frigøre samfundet for dets begrænsende institutionelle rammer gennem at skabe en folkelig frigørende debat og bevægelse. Derfor sætter SACRE fokus på Society, Art, Culture, Risk (risiko) og Emancipation (frigørelse). SACRE er derfor skabt som en bred social bevægelse, iscenesat af frivillige ildsjæle, som vil være med til at skabe et nyt meningsfuldt menneskebåret fællesskab som modspil til det eksisterende materialistiske systembårne samfund. Det tager afsæt i de alternative bæredygtige samfundsideer, som en række tyske og franske filosoffer har manifesteret over de sidste 50 år (Arends, Habermas, Deleuze, Sartre m.fl.), og som mange mennesker lader sig inspirere af. Bevægelsen skal for at have affekt og have rod i en bred folkelig medinddragelse, som mobiliserer og involverer mennesker på alle niveauer og sektorer i samfundet. SACRE er en græsrodsbevægelse, som skal bæres af menneskers lyst, vovemod og behov for åndelig udfoldelse. Den kan ikke sættes i bås af regler og ressourcer eller mediestyres fra centralt hold. SACRE argumenterer ikke for en revolution af samfundets etablerede strukturer og institutioner. Men SACRE arbejder for at forny og puste nyt liv i det postindustrielle samfunds tiltagende åndløse instrumentalitet, bureaukratisering, legitimeringslogik og centralisering. Samfundets fragmentering og borgernes fremmedgørelse som forbrugere er en konsekvens heraf. Konkurrencestatens materialistiske, ensrettende og meningsløse nyttesyn på samfundets og menneskets værdiskabelse gør det nødvendigt at udvikle et alternativt, udvidet samfunds- og menneskesyn. Heri ligger en betydelig kulturpolitisk udfordring. SACRE gør således op med en række tendenser og trends i samfundet, som kommer til udtryk i den tiltagende materialisme, forbrugertænkning, markedslogik og kortsigtede økonomiske styringsfokus (økonomisk austerity) og bundlinielogik. SACRE forholder sig kritisk til vidensamfundets utilsigtede bivirkninger i form af øget vægt på videnskabelige tests af de rigtige arbejdsformer, faglige ekspertmetoder og universelle organisationsformer. Vi har i dag udviklet evidensbaserede kvalitetskriterier for alle sider af menneskers adfærd og sociale udfoldelse. Samfundets faglige værdiskabelse er sat under et destruktivt styringspres, som begrænser menneskers samskabelse på tværs af specialer, ekspertområder og menneskers livsverden. Vi er på vej mod, at enhver form for menneskelig livsudfoldelse og eksistens insisterer på at blive styret af ekspertviden og underkastet overdreven målstyring, nøgletalshykleri, tælleregimer, ensretning etc. Denne udvikling manifesterer sig i en øget brug og afhængighed af eksperter, forskere, kvalitetskontrollanter, konsulenter og forvaltere, der tiltager sig øget indflydelse og systematisk undergraver menneskers evne til at tænke selv og eksperimentere med den væsentlige del af virkeligheden, som ikke lader sig sætte på formel, tal, teori eller system. Dette ekspertvælde har i dag sat sig grundigt på samfundets værdiskabelse og koloniserer og dominerer ikke kun borgernes og producenternes tankesæt, men også politikernes og fagfolkenes udsyn. Tænk blot på den ensretning og kolonisering af den danske folkeskole, som et fåtal af evidenstænkende pædagogiske eksperter har fået magt til at gennemføre med reference til ofte meningsløse, ensidige og manipulerende tests. Denne tendens er nu på vej videre til det øvrige uddannelsessystem uden synderlig kritisk debat og refleksion. Det er tallene, teknologierne, tælleregimerne, der sætter dagsordenen for samfundets udvikling og ikke menneskers udfoldelse, kreativitet og forsøg på at skabe samfundet. Det, som i gamle dage hed demokrati, er i mange henseender sat på stand-by. Med disse perspektiver i vente kommer kunsten ind som et kvalificeret håb om improvisation og frigørelse. Kunsten leverer i praksis et åbent, dynamisk, kreativt og forbilledligt rum for leg, visioner, utopier, hallucinationer, installationer, livsudfoldelse etc. Hvis vi også giver afkald på dette rum, har vi kun tilbage at skulle leve i et måske nok trygt og nogenlunde forudsigeligt, men ensrettet og programmeret ekspertvælde, hvor dagens kanoniserede metodenorm skal følges efter bogen uden nogen mulighed for overraskende tøbrud, debat, refleksion og kritisk distance.
5. Hvad vil SACRE bidrage med? SACRE vil skabe en bred tværpolitisk folkebevægelse, som antændes og næres af ildsjæle, – dvs. kunstnere, samfundskritikere, ledere, politikere, forskere etc. – som har et dybfølt ønske om at skabe en mere bæredygtig, skabende, opsøgende og menneskeværdig samfundskultur. En drøm om et liv, der giver mening, frihed og udfoldelse for den enkelte. En mission, som handler om at opsøge og bygge en fremtid ud af det endnu ukendte, uoverskuelige og usikre. En vision, som har det vigtige pejlemærke, at det skal bæres af mennesker og deres livsverden i en virkelighed, som er truet af åndløs materialisme med kulturel fastfood, social tomhed og eksistentiel meningsløshed. En ambition, som er vanskelig at realisere i et samfund bundet af fortidens institutioner, magtstrukturer, ideologier og sprog. En fornyelse, som næppe vil finde støtte fra det etablerede regime, fordi radikale nydannelser næppe skabes indefra netop i det system, som trænger til forandring (jf. Einstein). Drivkræfterne til fornyelse skal derfor komme fra en anden side, nemlig fra de mennesker, som skimter mulighederne på den anden side af systemets kant og kaos. Mennesker, som evner at tænke ud over det sikre, veletablerede og tilvante. Som tør se virkeligheden i øjnene, og som vover at nytænke, eksperimentere og lege med det usynlige, komplekse og uendelige univers. At realisere denne mission kræver mere end analytisk fornuft og videnskabelig logik. De fleste anerkendte forskere og videnproducenter specialiserer sig i dag til at analysere virkeligheden med dens strukturer og fejl på godt og ondt ud fra kendte, dokumenterbare og vedtagne kodeks og paradigmer. Men forskningen er i dag lukket inde i et bur af metodemæssig korrekthed, styret af globale skoler, faglige loger og etablerede paradigmer, der sidder på magten og definerer, hvad der er den rigtige og sande teori og metode. Der savnes kritisk distance og frihed til at eksperimentere med alternative udtryksformer, grænseoverskridende metodesyn og kreative ideer. De tager også det socialt konstruerede og nedarvede politiske system for givet med dets ydre smukke dyder, irrationelle rationaler og forførende retorik. De tager ikke afsæt i det skjulte univers af ubalance, konflikter, undertrykkelse og mistrivsel, som præger den skinbarlige virkelighed. For det giver ikke succes, karriere, publikum og anerkendelse. Her har kunsten muligheden for at skabe alternative syn på vores samlede usminkede virkelighed. SACRE’s mission er at tage afsæt i de usynlige kræfter og den tavse viden, som altid eksisterer blandt mennesker, men som kun kommer til udfoldelse, når og hvis vi tør tage vores fantasi, intuition, entusiasme, magi og empati alvorligt. Verden er fuld af skjulte ressourcer, kreative kræfter og unikke handlemuligheder, som næppe kommer til udtryk i det systemiske og rationelle samfund med dets universelle institutioner, regler, tankesæt og magtstrukturer. Derfor ser SACRE-bevægelsen kunsten som et muligt, åbent og skabende univers, der har frihed, energi og lyst til at opsøge mennesker og samfund i nye relationer og samspil og dermed muligvis kan italesætte, udstille og formidle nye virtuelle refleksionsrum, som vi ikke selv kan se i de lukkede tilvante og nedarvede forestillingsrum. SACRE inviterer derfor mennesker til tværgående grænseløse samspil med henblik på at realisere drømmen om et alternativt samfund. Vi ser SACRE som part i et samfundsskabende politisk spil, hvor kunst og kultur i højere grad repræsenterer fremtidens menneskelige og sociale virkelighed. SACRE skal ses som et åbent kreativt og menneskebåret univers, der kan udfordre og påvirke de øvrige veletablerede, fastfrosne og institutionelle dele af samfundet: Konkurrencestaten, ekspertsamfundet, magteliten etc. Dette modspil kan vi med samfundsdebattens aktuelle klassifikationer beskrive som vist i fig. 1.

Figur 1: De 4 samfundsformer i samfundet, som i dag ikke hænger sammen, men som skaber et anarki, som kunsten skal udfordre, opbløde og menneskeliggøre Det bliver SACRE’s mission gennem kunstens magi at skabe åbninger, sprækker og udsyn i samfundets fastlåste strukturer og systemer. Menneskesamfundet ses som den vigtigste formidlende og skabende ressource, som kunsten kan trække på. Men hvis menneskesamfundet skal kunne realisere det bæredygtige samfund, må det have en kerne af fælles etiske og æstetiske værdier, som på konstruktiv vis kan mobilisere samfundets diskurs og forny dets identitet og samskabelsesrum. SACRE’s folkebevægelse skal i praksis befordre det lokale involverende demokrati, hvor alle mennesker kan se meningen med at være medejer af og bidrage til samfundets værdier med de talenter og muligheder, som man råder over dér, hvor man nu engang befinder sig. SACRE ser det ikke som sin ambition at eliminere konkurrence- og kompetencestaten, velfærds- og retsstaten, viden- og ekspertsamfundet og alene fremme menneskesamfundets alternative værdier. SACRE har tværtimod som mission gennem åben debat at forny alle 4 samfundsformer, således at de på hver sin måde kan realisere sine grundlæggende værdier, uden at opgive menneskelivets grundlæggende værdier, den sociale balance og friheden og drømmen om at realisere det poetiske i vores hverdagsliv. En drøm, som vi har vænnet os til at tilsidesætte i en søgen efter tryghed, forudsigelighed og kontrol – tilstande, der er præget af stagnation og vanetænkning drevet af usikkerhed, angst, afmagt, afhængighed og automatisme.

http://sacre.dk/cvl/baggrund_for_sacre